De ser godt ud. Og så kan de lave god musik. Det første jeg kom i tanke om da jeg hørte dem, var Cocorosie og Fleetwood Mac tilsat lidt 80′er-retro-synht-pop. Men mine første tanker skal man aldrig stole på(jeg tænkte engang at jeg ville leve for evigt, men med tømmermænd og som offentligt ansat ved jeg det er løgn).
De to tvillinger er helt deres egne. Og så ser de godt ud. De ser dæleme godt ud.
The Pierces har været længe undervejs. Med en maler-mor og en musiker-far stod det i kortene at det var det kreative de skulle bruge deres liv på.
De debuterede i 2000 med Cd’en ‘The Pierces’, der ikke fik den store forkromede modtagelse. Men de jo også godt ud dengang, så de blev ved. I 2004 udkom ‘Light of the Moon’ der heller ikke gav nogen form for genlyd.
Det var først efter at de nedlagde projektet i 2008 at der kom fart over feltet. Deres tredie cd ‘Thirteen tales of love and revenge’ var udkommet året forinden. Dagen efter The Pierces blev splittet op, blev de kontaktet af bassisten fra Coldplay, Guy Berryman. Han synes deres tredie cd var ret god(og at de så godt ud), så han ville gerne have dem som support for Coldplay i Sydamerika.
Og resten er historie.
Det er ikke kun fordi de ser godt ud at de fortjener at blive anbefalet. De har også talent. Talent for pæne, halvmorbide og sexede sangtekster og fine (lidt for pæne?) melodier.
Pladecovers har gennem tiderne bevæget sig fra, at være tilfældig indpakning af det musikalske produkt, til at være decideret kunst i sig selv.
Covers har indtaget en større og større rolle for salget af musik, og ifølge wikipedia, man kan tale om mindst 3 roller for pladecovers:
1. Identifikation af kunstner og det kunstneriske produkt.
2. Formidling af de kunstneriske ambitioner fra kunstner til lytter.
3. Ved genudsendelse af et album, at tjene som en salgsfremmende, identificerbart image forbundet med musikken.
(kilde: wikipedia)
Så langt så godt.
Vi har alle vores yndlingscovers, om vi vel det eller ej. Og her tænker jeg ikke blot på hvad vi synes er flot, men også de følelser der dukker frem ved synet af et cover. Synet af forsiden til gasolin’s “Efter endnu en dag” giver mig f.eks associationer til nogle usandsynligt fede uger i min storebrors lejlighed, engang i slutningen af 80′erne. (han skal helst ikke vide hvad der skete. Så: tys-tys. Han tror stadig jeg bare læste til eksamen)
Mit yndlingscover: gasolins 'Efter endnu en dag'
Nu kommer jeg til det egentlige formål med dette indlæg.
Jeg faldt over nedenstående pladecover på en tilfældig søgning på nettet. Billedet er jo fantastisk underligt. Ikke nok med at der ligger race- og kønspolitiske over/undertoner i coveret, der er også et vist spil mellem dukkerne og det vi ikke får at se (bag kvindens hoved). Er det bare mig, eller har skaberen af det cover dyrket pinocchio lidt for intenst?
Hej børn! Nu fortæller far historien om Pinocchio.
Hvis der er nogen der læser dette, og som kender til kunstneren, vil jeg gerne høre lidt om det.
De er blevet sammenlignet med Amy Whinehouse og Kurt Cobain. Ikke på grund af musikken, men på grund af at de tager stoffer (er der snart flere stoffer tilbage i denne verden??), og fordi de har aflyst en del koncerter.
Den amerikanske gruppe Wavves med den lade forsanger, Nathan Williams, har med deres støjende poppunk fået sig en stabil fanbase i hjemlandet og Europa.
De udgave deres debutalbum Wavves i 2008, og siden er det gået fremad. Eller tilbage, alt efter hvem du spørger. Under Barcelona Primavera Sound Festival i 2009, havde Nathan Williams taget en klog blanding af Ecstacy og Valium (se klippet nedenfor), og spillede en virkeligt dårlig koncert. Fy skamme!
I æddru tilstand er der dog noget over musikken. Alt er forvrænget, men de catchy melodier fornægter sig ikke. Sådan lyder ugideligt teenageri når det er bedst.
Cd 2, King of the Beach, udkommer i August. Og de spiller på The Gun Club, Amager Strandvej 110 imorgen. Hvis alt går vel.
SÅ går man her og er ved at smelte. Sommervarme er en herlig ting for mig at tænke på. Men at gennemleve den kan være en anden sag. Det eneste gode jeg kan sige om solen for øjeblikket er, at den bringer skygge. Og at den skinner på bands som islandske Fm Belfast.
De spillede på årets Roskilde Festival, og en kær veninde har sagt at de var gode. Mere gode. Superfestlige. Jeg har tjekket dem ud på Youtube. Og jeg er overbevist: endnu engang har fattige Island spyttet et styks originalt, skingrende skørt festoriginaleri ud. De spiller på Vega d.1 september. I kan møde mig derinde i skyggen.
“Im waiting for the man, twentysix dollars in my hand”
- Velvet Underground - ‘Im waiting for the man’ fra lp’en ‘The Velvet Underground & Nico’
Jeg er i Kathmandu i Nepal. Jeg står og venter på min ‘ven’, manden der kan skaffe alt. Jeg nøjes med at købe en klump hash i ny og næ. En dag venter jeg forgæves, og får senere at vide, at my man er fundet død på en losseplads.
1993
“I don’t know just where I’m going But I’m gonna try for the kingdom, if I can”Velvet Underground - ‘Heroine’ fra lp’en ‘The Velvet Underground & Nico’
Stadig i Nepal. Jeg er ude og trekke. 14 dage gennem bjerge, dale, skove og udtørrede floder. Jeg har min walkman med.
Kassettebånd!! ‘Båndsalat’ og ’side 1 og 2′.
Velvet Undergrounds ‘Heroine’ spiller jeg hver dag. At den handler om heroin spekulerer jeg ikke så meget på. Jeg er ung, og ved ikke rigtigt hvor jeg skal hen.
1998
“The animal dies with fear in his eyes with a gun Don’t touch him, don’t touch him stay away from him, he’s got a gun”
Lou Reed - ‘The Gun’ fra lp’en ‘Blue Mask’
Jeg er til koncert i Falconerteatret. Det er min første koncert med Lou Reed. Han har kæmpehår og ølvom. Og så ser han sur ud. Han vrisser af en tekniker der løber ind og retter på et kabel. Koncerten er lidt over middel, men nummeret “The gun” kryber ind under huden. Der er en rockerkrig igang, og flere mennesker er allerede gjort kolde.
2000
“They call you ecstasy, I can’t hold you down I can’t hold you up I feel like that car that I saw today, no radio No engine, no hood”
Lou Reed - ‘Ecstacy’ fra cden af samme navn.
Jeg er på roskilde festivalen. Søndag tidlig eftermiddag. Jeg er taget direkte fra et bryllup fra aftenen før. Jeg er stadig fuld. En lille dårlig samvittighed nager, for jeg opførte mig vidst ikke så pænt til det bryllup. Som forlover. Solen bager og aftenen før har ni unge mennesker mistet livet foran orange scene. Lou Reed spiller på samme scene, og koncerten er smuk….
2008
“In Berlin, by the wall you were five foot ten inches tall It was very nice candlelight and Dubonnet on ice” Lou Reed - ‘Berlin’. Fra Cden af samme navn.
Jeg er til koncert i det nye operahus. Jeg sidder blandt jakkesæt og balkjoler. Jeg føler mig gammel, og er det måske også. Rock’n'roll er jo et ungt dyr. Nede på scenen står en gråhåret herre og fægter med armene. Det er Lou Reed der er blevet gammel. Han er kommet for at spille alle sangene fra cden ‘Berlin’. Og han gør det, og vi lytter. I pausen er der ingen der rigtig ved hvad de skal snakke om. The Rock’n'roll animal er blevet sat i en glasmontre. Efter lang og tro tjeneste.
Lou Reed er ugens mand i musikken fordi jeg siger det, og fordi han har været en stor del af soundtracket til mit liv. Han er ugens mand i musikken fordi han altid har beholdt sin integritet i forholdet til en omverden, der altid vil have en bid af ham. Han er ugens mand i musikken fordi rockmusik ikke ville være det samme uden ham, og aldrig har været det samme med ham. Han er ugens mand i musikken fordi han burde være årets mand i musikken, og fordi jeg ikke vidste hvem jeg ellers skulle skrive om. Tak Lou
Vi er nu nået til 1990′erne i vores gennemgang af Roskilde Festivalens historie. På biblioteket udstiller vi cder med bands fra de forskellige år.
Festivalen blev op gennem 90′erne mere og mere magelig. Fattigfirserne afløstes af en bedre økonomi, og den katastrofalt regnvåde festival i 1991 (undertegnedes første festival) gjorde, at festivalpladsen fik et tiltrængt dræn- og kloaksystem. I 1995 får Roskilde Festivalen endda sin egen s-tog station.
Der blev sat loft over hvor mange mennesker der kunne få adgang til festivalen, da publikumstilstrømningen sprang alle rammer og kom op over de 90.000. Roskildefestivalen kom også til at afspejle de mange musikstilarter. Der kom blandt andet en technoscene og en scene dedikeret til verdensmusik.
1990 70.600 besøgende.
Hovednavne: Bob Dylan, The Cure, Midnight Oil, Nick Cave And The Black Seeds, The The
1991 Hovednavne: Simple Minds, Paul Simon, Iron Maiden, Billy Idol, Iggy Pop.
1992 Besøgende: 64.500
Hovednavne: Nirvana, Little Village, David Byrne, Megadeath, Texas.
1993 Besøgende: 70.000
Hovednavne: Red Hot Chilli Peppers, Velvet Underground, Chris Isaak, Living Colour.
1994: Besøgende: 90.000
Hovednavne: Aerosmith, Peter Gabriel, ZZ Top, Björk, Rage Against The MAchine.
1995 Besøgende: 90.000
Hovednavne: R.E.M, Van Halen, The Cranberries, Suede, The Black Crowes, Ice T, Dizzy Mizz Lizzy
1996 Besøgende: 90.000
Hovednavne: David Bowie, Björk, Sex Pistols, Patti Smith, Niel Young & Crazy Horse, Cybress Hill, Grant Lee Buffalo
Med inspiration i de store, berømte/berygtede festivaler (Woodstock, Newport, Isle of Wight og Altamont) forsøgte folkene bag de første festivaler på Dyrskue Pladsen i Roskilde, at skabe et menneske-musik miljø der primært handlede om samvær og musik.
Regionalt, nationalt og globalt set er Roskilde Festivalen ikke til at komme udenom. I 40 år har festivalen fungeret som kulturel udstillingsvindue, venue og samlingspunkt. Vi sætter derfor den kommende tid spot på festivalens historie og udvikling gennem fire årtier.
Festivalen i 70′erne var selvfølgelig stærkt påvirket af efterdønningerne fra et ungdomsoprør og festivalens opstartsfase. Festivalen hed i 1971 Sound Festivalen, i 1972 Fantasy Festivalen, og blev først døbt Roskilde Festivalen i 1973.
Det var først i årene ‘74 og 75′ at festivalen konsoliderede sig som et event med en fast komité og som et event der var kommet for at blive. Festivalen gik fra en kaotisk underskudsforretning til en mere professionel og rentabel virksomhed.
Musikken gik, gennem halvfjerdserne, fra at være et lydtapet til fælleshyggen, til at spille en stadig større rolle for festivalen. Ved at få mere end en scene, og lægge teltpladsen lidt væk fra scenerne, blev publikum nødt til aktivt at opsøge musikken, i stedet for bare at få den serveret. Der blev ligeledes lagt større vægt på at skaffe nye og store danske som udenlandske navne til festivalen.
Festivalen var i slutningen af halvfjerdserne påvirket af et nyt skifte i tiderne. Blomsterbørnenes naive hippiesnak blev afløst af en mere snerrende og aggressiv tidsånd. 1980′ernes sortsyn stod for døren.
Nedenfor kan du se plakaterne, samt enkelte facts for festivalerne i 70′erne.
1971: Billetpris: 30 kr. Antal besøgende: 10.000. 1 scene. 20 bands. Deriblandt: Alrune Rod, Burning Red Ivanhoe, Gasolin og Sebastian.
1972: Billetpris: 40 kr. Antal besøgende: 15.000. 1 scene. 25 bands. Deriblandt: Kinks, Sha na na og Gnags.
1973: Billetpris: 40-50 kr. Antal besøgende: 15.000. 1 scene. 23 Bands. Deriblandt: Canned Heat, Culpepper’s Orchard, Fairport Convention og Røde Mor.
1974: Billetpris: 45-55 kr. 2 scener. 38 Bands. Deriblandt: Incredible Stringband, Savage Rose, Secret Oysters og Status Quo.
1975: : Billetpris:55-70 kr. Antal besøgende: 24.500. 2 scener. 42 Bands. Deriblandt: Povl Dissing, Hoola Bandoola Band, Procol Harum og Ravi Shankar.
1976: : Billetpris: 60-80 kr. Antal besøgende: 32.500. 2 scener. 44 bands. Deriblandt: Paul Banks & Bill Hazen, Bifrost, Dr Hook & The Medicine Show (nøgne) og Steeleye Span.
1977: : Billetpris: 80-100 kr. 2 scener. 48 bands. Deriblandt: The Chieftains, Lasse og Mathilde, C.V. Jørgensen, Lone Kellermann, Pia Raug og Troels Trier.
1978: : Billetpris: 100 - 120 kr. Antal besøgende: 36.500. 3 scener (Orange Scene får sin debut). 41 Bands. Deriblandt: Björn Afzelius Band, Bazaar, Elvis Costello And The Attractions, Bob Marley And The Wailers og Shit Og Chanel.
1979: Billetpris: 110 - 130 kr. Antal besøgende: 40.000. 3 scener. 53 bands. Deriblandt: Jeff Beck & Stanley Clarke, Lindisfarne, Lost Kids, Taj Mahal, Talking Heads, Peter Tosh og Kasper Winding.
Bjørk møder bambi. Bambi møder Sissel Kyrkjebø. Sissel og Bjørk og Bambi skaber en lyd, der bedst kan sammenlignes med….et moderne eventyr. Sådan cirka kan man beskrive de to søstre, Bianca and Sierra Casadys, lyd og sangunivers.
Undertegnede var i Berlin forrige uge, og overvære deres koncert i forbindelse med udgivelsen af deres nye cd, Grey Oceans. Det er første gang jeg rigtigt lytter efter deres musik. Jeg har ellers været lidt åh-nej-endnu-et-par-unge-vildt-langt-ude-tøser-der-leger-med-deres-køn-alder-og-kreativitet. Men hvad kan jeg sige andet end; jeg tog fejl. Koncerten var fantastisk. Og det er cden også.
Youtube, youtube og atter youtube! Nu er det der igen. Det klip man altid søger efter på youtube. Man browser mellem musikvideoer, fodboldoptøjer, smæk-i-skallen-hjemmevideoer, løver vs planteæder dramaer og nynazistisk/antifacistisk propaganda, mens man keder sig en smule. Det er så nemt at kede sig på nettet. Og det er nemmere på youtube. Sikkert fordi man finder ud af, at der er få originale ideer, og mange kedelige kopier. Ligesom i den virkelige verden.
En af de mere originale ideer, som undertegnede lige er stødt på, er ‘literal versions’ af gamle som nye hits. Det er en genindspilning af nummeret, hvor ‘fortolkeren’ synger og kommenterer hvad der sker i musikvideoen. Og det er der enkelte der er gode til.
Tag nu et eksempel som Beatles’ ‘Penny Lane’. En sang alle kender, med en video ingen helt kan forstå. Og det kan der komme meget sjovt ud af.
Han ligner min gamle folkeskolelære, fra dengang i starten af 70′erne. Bortset fra at han mangler min læres overskæg. Han har et sundt smil, langt glat hår, og et blik der er vandt til at lyse op på kommando. Han har en holdning som en viking, og en karisma som en Ikea-reol. Og så nægter Danmarks Radio arrogant at spille hans musik i p3. På trods af hans placering på den danske albumhitliste.
Vi snakker om Hansi Hinterseer - den tyrolske skimester, der nu er gået over til at blive Østrigs største kulturelle eksportsucces siden Sankt Bernhardshunden.
På hans hjemmeside kan man læse han er født i Tyrol, er vandmand, hans yndlingsbog er ‘Den lille prins’, og hans yndlingsfarve er rød. Han er gammel skibums, der har vundet mange konkurrencer i forrige årtusinde. Og så har han været i fjernsynet. Masser af gange.
Hansi Hinterseer blev født i Kitzbühel, Østrig 1954. Op igennem 70′erne var han stor skistjerne i Østrig. Han vandt et hav af medaljer i vinter OL og verdensmesterskabet i slalom. Efter endt skikarriere i 1982, blev han sportskommentator på tv-stationen Österreichischer Rundfunk. I 1993 blev han hyret til at syngetil Jack White’s fødselsdag (ikke den White. Men den Jack White der har produceret uforglemmelige kunstnere som; Paul Anka, David Hasselhoff ogPia Zadora).
Efter fødselsdagen fik han produceret sin debut ‘Bergvagabunden’, udgivet 1994. Det er efterfølgnede blevet til en del udgivelser med titler som”Ich warte auf Dich”, “Komm mit Mir”(nix Hansi, gå du bare i forvejen) og jule-cden over dem alle; “Weihnachten mit Hansi”.
Hansi Hinterseers taknemmelige kys på hans fanside.
Hansi er ugens mand i musikken fordi han hedder Hansi og ligner en morgenbollet udgave af Dieter Bohlen fra 80′er-supergruppen Modern Talking. Han er ugens mand i musikken fordi hans navn bringer minder frem om en swingerklub i Hamborg . Han er ugens mand i musikken, fordi hans groupies (m/k?) går med rollator, og kan huske at de gik på gymnasiet da Fritz Clausen marcherede i Københavns gader. Han er ugens mand i musikken, fordi han er så gennemført højglanspoleret, at man må kunne spejle sig i hans fodsåler. Han er ugens mand i musikken, fordi det er lykkedes ham at bekræfte schlagermusik som en genre der er blottet for kant, kunst og anden personlighed.
1994: Besøgende: 90.000
1997 Besøgende: 90.000
Indlæg (RSS)