Amadou & Mariam er et musikalsk ægtepar fra Mali. De mødtes i 1975 på Mali’s Bamako institut for blinde. Amadou (født Amadou Bagayoko i 1954) begyndte sin musikalske karriere i 1968 og i 1974 blev han medlem af det lokale band Les Ambassadeurs du Motel (som også havde Salif Kaita som medlem). Han kom til instituttet for blinde, efter at være blevet blind som teenager. Han kommende kone Mariam (født Mariam Doumbia i 1958) var allerede på instituttet efter at have blevet blind som fem årig). Hun studerede Braille og underviste i dans og musik. Med tiden fik parret en stor indflydelse på skolens kreative program, med Amadou der ledte en gruppe elever og Mariam som vokalist.
De giftede sig i 1980 og besluttede at de ville være et godt musikalsk team. I de næste fem år optrådte de i deres hjemland, Mali. Amadou høste stor ære og priser for sit soloarbejde. I 1985 turnerede de udenfor deres hjemland for første gang i Burkina Farso. I 1986 erkendte Amadou og Mariam at Mali ikke rigtig havde de tekniske faciliteter til en musikalsk karriere: der var f.eks. ikke nogen pladestudier. De flyttede til Elfenbenskysten hvor de begyndte at indspille og udsende deres musik på kassettebånd. I 1991 havde de udgivet 4 albums med deres musik og havde skabt nok opmærksomhed til at de blev inviteret til Paris for at optræde og indspille nye sange.
Men selv om deres arbejde i Paris aldrig er blevet udsendt fortsatte Amadou & Mariam og i 1998 udgav de deres første cd Sou Ni Tile. Fra 1998 til 2002 var de præsenterede på en række albums med afrikansk musik, og i 2002 udkom deres anden cd Wati. I 2003 indledte musikeren Manu Chao et samarbejde med duoen, som blev til albummet Dimance a Bamako. Albummet blev en stor succes, som ledte til turneer både i Afrika som i Europa.
I 2005 udsendte de et live album og en dvd og i 2007 blev de inviteret af Damon Albarn (fra Blur og Gorillaz) og hans Africa Express Project som bl.a. førte dem til en optræden på Glastenbury Festival.
De optrådte på Roskilde festivalen i 2009.
Du kan både låne albums med duoen på Roskilde bibliotekerne, men også downlåne fra www.bibzoom.dk - det er ganske gratis og helt lovligt.
Bandet Meldrum blev dannet i Sverige i slutningen af 1999. En af hovedkræfterne i bandet var den amerikansk fødte guitarist Michelle Meldrum. Hun havde spillet i bandet Wargod, hvor også trommeslageren fra Strapping Young Lad, Gene Hoglan spillede. Senere blev de til Phantom Blue, som udsendte en ep og 2 albums.
De øvrige medlemmer i bandet var Moa Holmsten, Frida Ståhl (på andet album Stahl) og på trommer Fredrik Haake, men han var ude da de indspillede deres andet album.
De indspillede deres første album i 2000 (Loaded mental cannon) som først udkom i 2001.
I 2005 turnerede de som opvarmining for Black Label Society, som havde udsolgte koncerter i både USA og i Europa. Om efteråret gæsteoptrådte hun med Motörhead på deres 30. års jubilæums turne i Europa.
Deres andet album (Blowin’ up the machine) udkom i 2007.
Men den 18. maj 2008 blev Michelle Meldrum hasteindlagt på St. Joseph’s Hospital i Burnak Californien. Hun døde den 21 maj af en hjernesvulst som lukkede af for ilt og blod til hendes hjerne.
Hun havde dog nået at skrive materialet til gruppens 3. album, som de resterende og nye bandmedlemmer; Gene Hoglan (trommer), Michelle Madden (vokal) og Laura Christine (bas) færdiggjorte og udsendte som en tribute til Michelle Meldrum.
På bibliotekernes netmusik findes deres andet album “Blowin’ up the machine”
Roskilde bibliotekerne har indkøbt de 2 første albums; det 3. er desværre allerede udgået igen.
Hvis man har set dokumentarfilmen ”This is it” med prøverne til, hvad der skulle have været, Michael Jacksons sidste koncertturne kan man ikke undgå at ligge mærke til en køn lille pige der spiller guitar.
Orianthi (Panagaris) er født i 1985 i Adelaide i det sydlige Australien. I en alder af 6 begyndte hun at spille guitar. Det var hendes fars guitarer det gik ud over; han spiller selv og guitarerne flød rundt omkring i huset. Samtidig begyndte hun også at lytte til hans pladesamling med navne som Eric Clapton, Jimi Hendrix og Carlos Santana.
Da hun blev lidt ældre kastede hun sig over navne som Def Leppard, Van Halen og Whitesnake. Hun øvede og øvede. Lurede deres tricks af og blev efterhånden helt god til at håndtere instrumentet. Talentet blev spottet lokalt og rygtet om hende nåede til Carlos Santana som inviterede hende til at jamme med sig til en lydprøve. Det førte til at hun spillede med til koncerten den aften. En meget entusiastisk Carlos førte hurtigt til at hun blev hyret af navne som Prince og ZZ Top samt være opvarmning for Steve Vai på dennes verdensturne i 2007. Da var hun knapt fyldt treogtyve. Det er Carlos der kalder hende en ”bad ass” guitarist!
I 2007 skrev hun pladekontrakt med Geffen Records og indspillede sit første album ”Violet journey”. I 2009 blev hun medlem af Carrie Underwoods backingband og spillede for millioner af seere i årets Grammy Award Show. Derefter kom invitationen til at aflægge prøve som guitarist til Michael Jacksons planlagte 50 koncerter i London; hvilket ville have været det ultimative springbræt til stjernestatus. Men sådan skulle det ikke gå, som vi sørgeligt ved. Men måske er det er nok bare at være med i dokumentaren?
Vi har lige bestilt hendes andet album ”Believe” som er karensbelagt indtil d. 2.3.2010 – men det kan hentes på bibliotekernes Netmusik (www.netmusik.dk) allerede nu. I mellem tiden vil vi så prøve at få fat i hendes første album.
Singer/songwriter og sangerinden Melody Gardot syntes at været kommet til vores bevidsthed som et pludseligt stjerneskud. Men det er ikke tilfældet. Melody har bogstaveligt kæmpet sig frem til det hun er i dag.
Hun er født d. 2. februar 1985 i New Jersey, hvor hun voksede op hos sine bedsteforældre; hendes mor er fotograf og som sådan en del ude at rejse.
Hun begyndte at spille klaver som ni årig, og allerede som 16 årig begyndte hun at spille på små spillesteder fredag og lørdag aften. Hun insisterede på kun at spille musik hun selv kunne lide, men hendes smag er bred, så hun spillede musik fra The Mamas & The Papas til Duke Ellington og Radiohead.
Gardot kom alvorligt til skade i en trafik ulykke som 18 årig. Hun blev kørt ned på cykel af en stor led firehjulstrækker, der ignorerede et rødt lys. Hun fik alvorlige skader på ryggen, bækken og hoved. Skader som bandt hende til en hospitalsseng i et år. Hendes neurologiske skader gjorde at hun måtte lære mange dagligdags ting om igen, sådan som at gå, børste tænder, eller som hun selv siger; “jeg var lidt af en grønsag”. Men hun brugte musikken til at vende tilbage til livet. Hun lærte sig at spille guitar under genoptræningen, og opdagede at musik kan hjælpe mange forskellige neurologiske skader til at hele hurtigere.
Hun havde svært ved at tale og findes de rette ord til at udtrykke sig. Hun kæmpede med at lære at synge igen; og man mener at hendes forsøg på at lære at nynne og synge igen, hjalp nervebanerne i hjernen til at finde nye “veje”.
I dag er hun en ivrig fortaler for musikterapi og har bidraget væsentligt i forskningen af dette.
En af de synlige skader hun pådrog sig ved ulykken var også at hendes øjne og hørelse blev hypersensitive og hun må derfor gå med mørke solbriller det meste af tiden for at beskytte sine øjne. Så her er ikke tale om stjernenykker men en nødvendighed. I mange år efter ulykken havde hun en fysioterapeut med sig til at afhjælpe hendes smerter. Undervejs stødte hun også ind i mikrobiologisk madlavning, som både hjalp hende med at reducere smerte, som den lærte hende at slappe af og tage opmærksomheden fra hendes smerter.
Hun indspillede sit første album i 2005 (Some lessons: the bedroom sessions), som nok er svær at få fat på.
Men hun begyndte at synge disse sange på spillesteder i Philadelphia og blev opdaget af en radiostation (WXPN), som også har hjulpet Norah Jones til en karriere. De hjalp Melody med at indspille et demo bånd og hun fik meget hurtigt en kontrakt med Universal Records. Albummet blev udgivet i 2006, med titlen: Worrisome Heart, men det er genudsendelsen fra Verve i 2008 som for alvor fik hendes karriere til at rykke. (Verve er underselskab af Universal).
Efter at have mødt Melody Gardot i New York i 2008, begyndte produceren Larry Klein at arbejde med hende og indspille albummet der blev til My One and Only Thrill som blev udsendt i april 2009. Med den efterfølgende pr, bl.a. med spots i reklameblokkene på forskellige tv-kanaler, blev hun også opdaget af os almindelige mennesker.
Hun har også udsendt en EP: Live from SoHo. Men den ser ud til kun at kunne downloades fra Itunes…
På Bibliotekernes Netmusik ligger albummet My One and Only Thrill, samt singlen Baby, I’m a fool.
Der var en overvægt af Audier, BMW’er og også en enkelt Porche blev spottet foran Betty Nansen Teatret da vi ankom til forestillingen. Det var måske fordi det var en for-for premiere at publikummet i den grad var plus 50. Ikke at det ikke på en eller anden måde er ganske naturligt, da Dylan selv bliver 69 til maj næste år.
Steffen Brandt er en meget modig mand; han har kastet sig ud i at oversætte/gendigte Bob Dylan på dansk. Og faktisk hvis man spørger mig, slipper han helt fint fra det. Jeg blev i hvert fald ikke hverken stødt eller afskrækket på hverken Dylan’s eller mine vegne. Jeg har ikke fået nærlyttet de danske tekster fra albummet endnu; og der var steder, hvor jeg ikke kunne høre præcist, hvad der blev sunget. Men sådan er det jo til koncerter. Jeg selv tilhører samme generation som Steffen Brandt og er altså så at sige vokset op med de fleste af disse sange.
Nu kalder man det en teaterkoncert; altså en koncert i et teater. Betyder det så at Steffen Brandt bare står der med sin guitar og synger ind i en mikrofon. Ja, stort set. Men så har han været så genial at invitere Trine Dyrholm og hun kan nok fylde en hel scene ud. Sammen med fire dansepiger og ganske enkle virkemidler flyder forestillingen. I begyndelsen er det 2 kufferter, hvor der bliver trukket en række hvide stole op af. Derefter fungerer de som rekvisitter forestillingen igennem for til sidst at blive trukket bagud og falder ned bag scenen. Hvordan skal være en overraskelse for nye tilskuere. Undervejs leges der også med lyseffekter på scenens bagvæg - hvordan det tricks bliver lavet kunne jeg godt tænke mig at finde ud af.
I et interview i Politiken (15.11.2009) fortæller Steffen Brand, at det er et projekt, som han i virkeligheden har arbejdet med siden sin tidlige ungdom. Det er noget med at skrive teksterne fra “Blonde on Blonde” ned i et stilehæfte, og noget med en pige han var vild med og ville imponere. Det lyder ikke til at, det virkede med pigen, men sangene bed sig fast. Så var der en række år hvor han egen karriere fyldte det meste, indtil Dylan udsendte albummet “Oh Mercy” , hvor han blev fanget af sangen “Most of the time” der ringede lige ind, nu hvor både Bob og Steffen var blevet voksne modne mænd.
Hovedvægten af sangene er fra Dylan i 60′erne og igen er de fleste af sangene fra albummet “Blonde on Blonde”.
Sangene fordeler sig som følger: 1 sang er fra Dylan’s andet album “The Freewheelin’ Bob Dylan” (1963) og igen i duet med Johnny Cash på “Nashville Skyline” (1969). Der er 3 sange fra albummet “Subterranean Homesick Blues/Bringing it all back home” (1965); 1 sang fra “Highway 61, Revisited” (1965); 8 sange fra “Blonde on Blonde” (1966). Derefter er der et stort spring frem til 2 sange fra “Oh Mercy” (1989); 1 sang fra “Time Out of Mind” (1997) og de nyeste er fra “Modern Times” (2006), hvor der er 2 sange fra.
De danske titler og oversættelser må I gå til albummet for - eller gå ind og se forestillingen. Den kan anbefales, jeg følte mig i hvert fald godt underholdt og der er langt langt til helligbrøde mod Dylans tekster her.
Bibliotekerne må desværre først udlåne albummet fra den 12.03.2010. Forestillingen spiller fra d. 28.11.2009 frem til d. 23.01.2010.
Men albummet kan downloanes allerede nu på bibliotekernes netmusik: www.netmusik.dk.
Nogen har været inde og pille ved min ungdoms soundtrack. Jeg refererer her til Beatles kataloget! Jeg var 10 år gammel da Beatles debuterede. I begyndelsen var jeg lidt forbeholden, for der var da ikke nogen større end Elvis. Men der gik ikke længe før jeg var helstøbt Beatlefan og en del af Beatlemania. Som mange andre gik jeg og ventede spændt på hvad de fire musikere nu havde fundet på hver gang der var en ny single eller album på trapperne. Jeg er vokset op med den her musik og så bebuder de at den skal remasteres i digital lyd. Jeg mener: jeg købte jo ikke en CD-afspiller før Beatles var kommet på CD; og dengang syntes jeg det var en klar forbedring af klang og dynamik i lydbilledet.
Men det ingenting imod hvad der er sket denne gang! Jeg ved ikke hvilke lyd troldmænd der har siddet med disse musikskatte, men de har fået så meget mere musik ind i de sange, at man tror det er umuligt! Især på de senere albums; fra Rubber Soul og fremad er der kommet en fantastisk kontrast og tydelighed i lyden; man kan simpelthen høre meget mere end man kunne før! Instrumenterne er tydelige og står klart. Hele lydbilledet er blevet varmere; så hele diskussionen om Cd’ers diskantlyd bliver gjort til skamme. Så hatten af igen for John, Paul, George og Ringo; for hvor var de dog geniale musikere! Beatles har simpelthen aldrig lydt bedre!
Desværre ligger der ikke noget musik med The Beatles på bibliotekernes Netmusik, men jeg ved heller ikke om WMA formatet vil yde remasteringen retfærdighed.
Roskilde bibliotekerne har valgt at købe stereo boksen, men må først låne disse plader d fra d.9. Januar 2010 - Derfor kan vi godt finde på at spille dem i vores udlån for at I kan høre for jer selv at denne musik aldrig har lydt bedre!
Kasey Chambers er Australiens første succesfulde country & western sangerinde. Hun slog igennem i Australien omkring 2000. Men det er ikke kun det seneste i hendes unge liv. I 1976 flyttede hendes forældre med hendes 2 år ældre bror, til et område på Australiens sydkyst kaldet Nullarbor Plain. Området er på 260.000 km og løber langs kysten. Formålet med at flytte dertil var at jage ræve og leve af at sælge deres skind. Familien tilbragte syv til otte måneder om året her. I de varme måneder boede de en lille fiskerby på sydkysten.
Kaseys første album
Når de jagede ræve, slog familien lejr et ny sted hver aften, og frem kom guitaren hvorefter mor og far sang deres kærlighed til amerikansk country & western musik videre til Kasey og hendes bror Nash. Lige der i lejrbålets skær og under den store stjernehimmel.
Sådan gik de første 9 år af sit liv.
Kaseys andet album
I 1986 flyttede familien tilbage til civilisationen. Forældrene, Bill og Diane, fortsatte med en musikalsk karriere. Kasey var forsanger og senere kom også Nash med. De blev kendt som The Dead Ringer Band. I 1992 havde de etableret sig som band og i løbet af 90′erne udgav de syv cd’er med country & western musik. De vandt 2 Australske grammys og syv Gold Guitars, på den årlige country & western festival i Tamworth.
I 1998 blev livet vendt op og ned for Kasey, da hendes forældre blev skilt. Hendes mor bosatte sig i det nordlige Australien, 2½ times flyvetur fra hvor Kasey var. Kasey begyndte at sætte sine følelser i sange og i løbet af juli og august 1998 indspillede hun sit første album The Captain, med hjælp af både sin bror og sin far.
Albummet udkom i maj 1999, og Kasey vandt den Australske grammy for bedste album, og i 2000 vandt hun som bedste nye kvindelige sangerinde. Albummet solgte til dobbelt platin i Australien og fik flotte anmeldelser også uden for Australien.
Hun turnerede i USA med Lucinda Williams, og spillede i Australien med Emmylou Harris.
Hun var også i studiet og indspille hvad der blev til albummet Barricades & Brickwalls. Som solgte til flere gange platin i Australien og som solgte bedre end hendes første album i USA.
Efter en pause på 2 år, hvor hun blev gift med singer/songwriter Shane Nicholson og de fik en datter, udgav hun i 2004 albummet Wayward Angel. Albummet blev hendes første til at toppe hitlisten i Australien som nr. 1.
Kaseys tredie album
I 2006 udgav hun albummet Carnival , som er mindre country præget end hendes 3 første albums, men det er stadig amerikansk roots musik der er grundstenen, men med lidt mere blues. Vi vælger dog at lade den følge med de andre albums til opstillingen country & western på biblioteket. I 2008 udgav hun sammen med sin mand, Shane Nicholson albummet Rattlin’ Bones, som igen er en tilbagevenden til country musikken.
Kaseys fjerde album
Roskilde bibliotek har anskaffet alle albums. Der ligger også en del på bibliotekernes netmusik (www.netmusik.dk).
I januar 1968 debuterede en amerikansk westcoast gruppe der kaldte sig Blue Cheer. Indledningsnumret på albummet “Vincebus Eruptum” var Eddie Cochrans “Summertime Blues” som jo handler om en amerikansk teenagers fortrædeligheder i 50′erne s USA. Eddie Cochran have udsendt sangen 10 år tidligere i 1958.
Blue Cheer bestod ved debuten af Leigh Stephens (guitar), Dickie Peterson (bas, vokal) og Paul Whaley (trommer). De blev benævnt power trio, men for mig har det album altid været verdens første heavy metal plade. Deep Puple (in Rock) og Black Sabbath udkom først i 1970.
Det de gjorde ved “Summertime Blues” og resten af numrene på pladen skulle vise sig at få stor betydning for rockmusikkens udvikling. Der havde ikke været noget der lød højere og mere ekstremt end denne plade (det skulle da lige være Jimi Hendrix og Cream (Disraeli Gears) begge fra 1967). Men især tyngden i musikken peger mod tidlig heavy metal (deraf jo navnet).
Men allerede i august 1968 udkom Blue Cheers anden plade “Outsideinside”, som viste en hel anden side af power trioen. På den plade har jeg altid været meget begejstret og imponeret af Paul Whaleys trommespil. Han slår ikke på trommer. Han spiller på trommer (ligesom Ginger Baker (Cream), B.J. Wilson (Procol Harum) og Ron Bushy (Iron Buttrfly) lige nævnt i forbifarten.
Men gruppen Blue Cheer fik ikke selv det store gennembrud, mest på grund af de mange udskiftninger i bandet. Leigh Stephens forlod gruppen efter færdiggørelsen af deres andet album. Ind kom Randy Holden, som så forlod gruppen midt i indspilningen af deres tredje album. Bruce Stephens og Ralph Burns Kellogg kom ind for at færdiggøre albummet “New! Improved!”, som det passende (og selvironisk) kom til at hedde. Så gik Paul Whaley og blev erstattet af Norman Mayell og nu var det kun Dickie Peterson tilbage fra en oprindelige gruppe. Bruce Stephens gik midt i indspilningen af deres 4. plade og Gary L. Yoder kom ind for at færdiggøre den, den hed blot “Blue Cheer”. Peterson, Kellogg, Mayell og Yoder indspillede derefter “The Original Human Being” (1970) og “Oh! Pleasant Hope” (1971) hvorefter gruppen opløstes.
Det er vel klart at med en sådan udskiftning i besætningen er gruppens musikalske udledninger meget forskellige, selv syntes jeg de 3 første albums er de bedste og mest spændende. Den sidste del af produktionen er mere rockmetervare end originalt.
Dickie Peterson dannede en ny version af gruppen i 1979 og i 1985 gendannes gruppen med Dickie Peterson, Paul Whaley og guitaristen Tony Rainer som udgav albummet “The Beast is Back”.
Men “Vincebus Eruptum” må regnes for det mest skelsættende af deres albums.
Roskilde bibliotek har naturligvis alle disse albums, og der findes lidt på bibliotekernes netmusik.
Den 5. april, 24 timer efter mordet på Martin Luther King, Jr., gjorde den hårdest arbejdende mand i showbusiness det som han gjorde bedst: han greb mikrofonen og gav et drøn af en koncert. Den dag var én med de værste raceuroligheder som USA havde oplevet: i harme over mordet på deres raceforkæmper gik den sorte del af befolkningen amok i en lang række byer tværs over USA. I Boston var man forberedt på det værste, men fordi koncerten blev sendt direkte på lokal TV, blev de fleste hjemme og så James Brown, derved reddede han byen for kaos og ragnarok. Med udgangspunkt i denne koncert fortæller James Sullivan om hvordan James Brown arbejdede sig op fra at være ludfattig til at blive selvgjort millionær, og samtidig blive en af rockhistoriens største navne.
Bogen er:
<!–
–>The hardest working man : how James Brown saved the soul of America
1965 Nov. 7. – New York, N.Y. : Gotham Books, 2008. – xi, 244 s., 8 tavler : ill., <!–
Den legendariske guitarist døde d. 13. august i år. Han blev 94 år.
Hans musikinteresse begyndte med mundharpen. Derefter gik han til klaver, som der ikke rigtig kom noget ud af. Han kunne dog spille instrumentet, men efter at have hørt hvad Art Tatum kunne gøre med klaveret, blev det droppet i en professionel sammenhæng. Han kastede sig en kort overgang over banjoen, endte han med at vælge guitaren. Han spillede med en række lokale guitarister der gav ham kunstnernavnet Rhubard Red. I en periode spillede ha både countryinflueret og jazz, men country under navnet Rhubard Red og jazz under navnet Les Paul.
Han udviklede meget hurtigt sin egen sound og kunne spille alle genrer indenfor populærmusik. Han begyndte allerede midt i 1930′erne at eksperimentere med den elektriske guitar både med dens lyd muligheder og med dens udformning. Den berømte Gipson model der bærer hans navn kom første gang i 1952, men har til gengæld været i produktion lige siden.
sort udgave af Gipsons Les Paul model
Les Pauls karriere blev i høj grad at medvirke i radioshows; det var tidens medie og indspilninger var mere et biprodukt, fordi de populæreste stjerne jo kun kunne været ét sted ad gangen.
I 1947 eksperimenterede han løs i sin garage og legede med at spille “oven i” mange gange; et koncept som var helt nyt på det tidspunkt. Det resulterede i en skør version af sangen “Lover” for 8 guitarer spillet af ham selv. Han overtalte Capitol Records til at udgive nummeret, og det blev et hit året efter.
Men en grim trafikulykke i januar 1948 satte en brat stopper for karrieren i halvandet år. Han havde bl.a. skadet sin højre arm så voldsomt at der var fare for at den skulle amputeres. I stedet valgte man at låse den fast så han kunne fortsætte med at spille guitar.
Kort efter mødte han country sangerinden og guitaristen Colleen Summers, som han gav kunstnernavnet Mary Ford, og de giftede sig kort efter. Sammen indspillede de en stribe sange, som var jazz standard numre de poppede op og de fik det ene hit efter det andet. Det stoppede dog brat i 1955, måske det havde noget at gøre med en hvis Elvis der var begyndt at røre på sig?
Derefter kom karrieren aldrig rigtig i gang igen. Efter en grim skilsmisse fra Mary Ford i 1964 og et par sporadiske optrædener i 60′erne, pensionerede han sig selv i slutningen af årtiet.
Men fra 1966 holdt han hof på Iridium Club (overfor Lincoln Centeret) for venner og gæstemusikere. I 1984 optrådte han fast om mandagen på New York’s Fat Tuesday Club.
Men hans legende som guitarist lever videre; der er ikke den guitarist indenfor jazz, pop eller rock der ikke har dyb respekt for hans kunnen på guitaren. Ligesom Gipson guitaren der bærer hans navn er mange guitaristers ynglingsudgave af instrumentet.
Der findes flere bøger om Les Paul, en af de bedste er i 2 bind:
99.4 Paul, Les ; Lawrence : The early years of the Les Paul legacy : 1915-1963. - 1. edition, New York : Hal Leonard, 2008 xi, 287 s. - ISBN-13: 9780634048616 ; Faustnummer: 4 444 740 1
Den fortsættes i “The modern era of Les Paul : 1968-2007″, som ser ud til at udkomme den 30. November i år (i USA).
Der er masser af musik med både Les Paul solo og med Mary Ford på bibliotekernes netmusik (www.netmusik.dk) og i musikafdelingen.
Indlæg (RSS)