Arkiv for kategorien “Klassisk musik”
Pavarotti blev også min store øjen- og øreåbner.
Sammen med Placido Domingo og José Carreras
viste han at opera er for alle.
Luciano Pavarotti blev født i Modena i Italien i 1935.
Han fik sine første erfaringer som sanger i Modenas kor. Han blev uddannet til lærer, men valgte sangkarrieren. Han debuterede i rollen som Rodolfo i La Bohème i Modenas operahus i 1961.
I hans lange karriere sang han på de største operascener og med de største kvindelige stjerner.
I forbindelse med VM i fodbold i 1990 dannede han, sammen med José Carreras og Plácido Domingo trioen ”De tre tenorer”
Pavarottis ”kendingsmelodi” var ”Nessun Dorma” fra Puccini’s opera Turandot. Men når De tre Tenorer stod sammen på koncertscenen, kappedes de om hvem af dem der kunne holde tonen længst i ”O sole mio” til stor moro for publikum, men ikke mindst dem selv.
Luciano Pavarotti synger her “O sole Mio”
Fra en koncert med “De tre tenorer” i Rom 1990.
Pavarotti lavede koncerter til fordel for ofrene for naturkatastrofer og krige i hele verden. Her sang han sammen med Eric Clapton, Bono, Jon Bon Jovi, Sheryl Crowe og mange flere. For sit store arbejde blev han udnævnt til FN fredsambassadør i 1998.
Pavarotti døde i sit hjem i Modena d. 6. september 2007.
Luciano Pavarotti er ugens mand fordi han med stor gennemslagskraft skabte en folkelig interesse for opera.
Musikbiblioteket har en stor samling af cd’er og DVD’er med Luciano Pavarotti.
Ingen kommentarer »
Når jeg afholder arrangementer her på Roskilde Bibliotek, har jeg sjældent mulighed for at nyde arrangementet selv. Der er mange ting der skal klappe før, under og efter arrangementet. Og tit sker det, at uforudsete småting kan gøre afholdelsen af et arrangement for en nervepirrende oplevelse. Men i fredags skete der noget ganske særligt. Jeg måtte overgive mig, sætte mig ned, og bare nyde hvert øjeblik.
 Graabrødre Kammerkor.
Vi havde besøg af Graabrødre Kammerkor fra København der, under ledelse af Gorm Larsen, fik bibliotekssalen til at runge smukt og melodisk. Det var det sidste arrangement i fredagens udgave af Ånd og Viden festivalen. Gorm Larsen havde sammensat et bredt repertoire af sange fra rennæssancen til vor tid. Et repertoire som koret fremførte med bravour. Gorm Larsens sympatiske professionalisme og veltalende entusiasme gjorde, at vi som tilhører, fra første tone, satte os godt til rette i fortællingen om rejsen fra mørke til lys.
Alt i alt en vellykket koncert. Jeg kan i den grad anbefale at opleve dette kor. Gå ind på deres hjemmeside, og følg med i deers kalender. Det kan være de skal synge i nærheden af dig næste gang.
Jeg fik i fredags mod på at gennemføre lignende koncerter i fremtiden. For nok var aftenen nervepirrende som altid, men denne gang var jeg i gode hænder.
Vi har to cder hvor Graabrødre Kammerkor optræder med nogle sange. Danske Sange og Toner fra Holmens Kirke. Klik på titlerne for at bestille dem.
Ingen kommentarer »
Der er stort set ingen der kender ham idag. Hans navn klinger lidt af leverpostej og boksning. Han har fået opkaldt en vej efter sig i USA, hvor han forøvrigt grundlagde en koloni. Han var ven med Franz Liszt, beundret af Robert Schumann, Mark Twain, George Bernard Shaw og William Makepeace. Ibsen brugte ham som forlæg for Peer Gynt. Og så var han stor drivkraft inden for den nordiske romantik.
 Ole Bull
Ole Bull (1810-1880) spillede allerede som 9-årig imponerende godt på sin violin. Og som 20 årig blev han regnet for en af Europas store virtuoser. Han hørte Pagannini som 21 årig og blev besat af tanken om at kunne spille som selv samme djævel. Hans mangel på klassisk skoling ekskluderede ham fra det finde selvskab, men han udviklede sin helt egen stil, der gjorde stor lykke på turneer i England, Irland og USA. Det var også i USA han købte et stort stykke land i Pennsylvania. Det var beregnet til Norske emmigranter, og han havde store socialistiske planer for det samfund der skulle skabes der. Men det blev en stor fiasko. Ikke desto mindre er det blevet til byen Oleana i Pennsylvania.
Ole Bull skulle eftersigende have været et sprudlende, lidenskabeligt og sympatisk menneske. Han blev en stor ledetråd for Grieg, og sørgede for at Grieg frigjorde sig for vores egen Niels Gade’s hæmmende virkning for Grieg’s personlige stil.
Ole Bull’s historie er spændende læsning. Der findes en del biografier om ham.
Den meste opdaterede er biografien “Ole Bull” skrevet af hans tipoldebarn Knut Hendriksen.
Der er også en del spændende læsning i Ole Bull - Breve i udvalg
Ingen kommentarer »
Engang imellem skal man rydde op. Altså rent bogstavligt, fysisk og så videre. Og engang imellem finder man noget man har ledt efter, når man rydder op. Det er jo glædeligt. Nogle gange finder man noget man ikke har ledt efter, når man rydder op. Og det er jo også glædeligt, med mindre det er noget der bider, lugter grimt eller pletter ens tøj.
Nej, det skal være noget der vækker en interesse og/eller en nysgerrighed. Min nysgerrighed blev vakt af navnet Kuhlau, og årstallet 1810. Altså for 200 år siden i år.
Friedrich Daniel Rudolf Kuhlau(1786-1832). Navnet klinger velkendt for de få, og ukendt for de mange. På trods af han er ophavsmand til operaen Elverhøj (den med Ouverturen brugt i Olsen Banden). Internationalt set er han højt skattet for sin kammermusik. Især værker for fløjte. Faktisk blev han i Europa kendt som ” le grand maître de flûte” (det betyde noget retningen af fløjtehøvding)
Han kendte Beethoven personligt, eller rettere; han beundrede Beethoven, og sørgede for at den store mesters værker kom til Danmark. Det var i Danmark han blev en del af den danske guldalder, der kom til, i musikalsk henseende, at betegne den danske romantik.
Omkring 1801-1802 bosatte han sig i Hamborg¸ hvor han modtog undervisning og senere forsøgte at slå sit navn fast som komponist. Han fik udgivet nogle kompositioner, og blev, på trods af et tilbageholdende væsen, en del af det Hamorgensiske selskabsliv.
 Friedrich Kuhlau
Man kan diskutere hvor dansk han er. Han blev født i Uelzen, Tyskland 1786.Som 9 årig mistede han synet på det ene øje efter at være gledet på en gade, og fået glasskår i øjet. Det førte til et langt og besværligt sygeleje, hvor forældrene, for at adsprede barnet, anbragte et klaver ved hans seng. Han udviste tidligt ganske fine musikalske evner, og fik efter sengelejet undervisning af en organist med det sjove navn, Ahrenbostel.
I disse år dominerede Napoleon den europæiske scene. Flere forskellige koallitioner forsøgte at besejre den moderne franske hær (Napoleonskrigene 1804-1815).
I slutningen af 1810 indlemmede frankrig den tyske kyststrækning i det Franske rige. Fra November 1810 myldrede det i Hamborgs aviser med opfordringer til unge mænd om at indskrive sig under den franske hær. Kuhlaus navn er aldrig fundet i disse aviser. Men det er alment antaget, at Kuhlau meget belejligt foretog en koncertrejse til Danmark i begyndelsen af November. Og blev der. Måske han følte jorden brænde under sig?
 Napoleon - en lille mand med store planer
Det er altså i år 200 år siden Kuhlau bosatte sige i Danmark. En komponist der sammen med komponisterne Weyse, Gade og Hartmann skulle tage del i Den Danske Guldalder. Det er da en fantastisk historie, som jeg sikkert ikke ville kende til idag, hvis ikke det lige var fordi jeg ryddede op derhjemme. Måske jeg skulle rydde op noget oftere.
Det er ikke fordi det vrimler med biografier om Kuhlau. Og de biografier der er, bruger utroligt meget plads til elitære analyser af hans musikdramtiske produktion. Artiklen på wikipedia er både saglig og overskuelige hvis man lige vil have en hurtig indføring i Kuhlaus liv og levned. Nu er det jo musikken det handler om, så her er nogle forslag til gode Kuhlau’ske lytteoplevelser:
Ouverturer: Danmarks Radios Symfoniorkester med dirigent Michael
Schønwandt. Fantastiske indspildninger af Ouverturene fra operarene Elisa, Elverhøj, William Shakespear m.fl.
Sonater for fløjte og klaver med Bent Larsen på fløjte og Sverre Larsen på klaver. Et indblik i hvorfor Kuhlaus kammermusik for fløjte er af internationalt format.
Elverhøj med Danmarks Radios Kor, Danmarks Radios Symfoniorkester og dirigent John Frandsen
Ingen kommentarer »

Så er priserne i Jacob Gade-legatet 2009 blevet uddelt.
Midlerne til dette legat stammer hovedsagligt fra Gades kendte melodi ‘Tango Jalousie’, der stadig har pladsen for den mest spillede danske melodi nogensinde.
De fire priser på hver 100.000 kroner går til violinisterne Frederik Øland og Rune Tonsgaard Sørensen, der begge er kendte som medlemmer af ‘Den Danske Strygekvartet’, der blandt andet har høstet meget flot kritik for deres indspilning af Carl Nielsens strygekvartetter.

De to andre prismodtagere er saxofonisten Frederick Menzies og kontrabassisten Jesper Thorn, der er to af medlemmerne i kvartetten Refraction, der primært har gjort sig bemærket inden for jazzens verden.

Der uddeles også talentpriser til helt unge talenter. I år går disse priser til trompetisten Victor Koch Jensen, violinisten Michala Høj, fagottisten Nikolaj Henriques og violinisten Amalie Katharina Elmark.
En særlig pris tildeles DR’s Big Band for at være med til at udbrede musikken og dens kunst til Danmarks ungdom.
Ingen kommentarer »

Så er det på de tider, hvor Händels Messias er i fuld med at blive opført rundt omkring i den ganske danske land. Nu kan det godt være at ikke alle kender til Messias, men kender du Hallelujakoret, kender du også lidt af Messias.
Händels Messias er det, man kalder et oratorium. Kort fortalt er et oratorium et større musikalsk værk for orkester, sangsolister og kor. På en måde minder det lidt om en opera. Der er dog ikke kulisser med, som der er i en opera, og der forekommer oftere korsatser i et oratorium. Oratorier har ofte en handling, der er hentet fra Biblen. Dette er også tilfældet med Messias. Den originale tekst er på engelsk, og det var Händels ven Charles Jennens, der skrev teksten på baggrund af vers hentet fra Biblen.
Messias handler i kort form om Frelserens komme, Kristi lidelse og død, menneskenes forkastelse af ham og Kristi endelige sejr over døden samt menneskets tak til Gud for frelsen. Oratoriet blev uropført i Dublin i april 1742 og er kendt over det meste af verdenen som et fast musikalsk indslag ved juletid.
For at forsøde juletiden lidt har vi derfor valgt at lave en mindre udstilling i det klassiske rum her i musikafdelingen med udvalgte indspilninger af Messias. Hvis du har mod på det, kan du også låne noderne til oratoriet og selv prøve kræfter med værket. Om det bliver i badet er op til dig selv.
God jul - Hallelujah!

Ingen kommentarer »

I dag d. 8. december 2009 ville den finske komponist Jean Sibelius være fyldt 144 år.
Han startede med at studere jura, men efter cirka et års studier måtte det altså vige for musikken. Det var konservatoriet i Helsinki, der kaldte og violinstudierne, som han startede på i 1880. Han kastede sig også over at spille kammermusik med sin bror Christian og søsteren Linda.
Allerede i 1889 blev nogle af hans første kompositioner spillet offentligt og turen gik umiddelbart derefter til Berlin og Wien, hvor Sibelius studerede komposition.
Sibelius er kendt for at være bagmand til musikstykker som Finlandia, Kareliasuiten og syv symfonier samt en koncert for violin og orkester. Hans syv symfonier blev skrevet i løbet af årene 1899-1924. Sibelius nåede også at besøge Danmark flere gange. Blandt andet i 1924 gav han fem udsolgte koncerter og hans sidste koncertrejse i 1926 gik til København.
Med hensyn til nogle af hans musikstykker kan man for eksempel i Finlandia tydelig høre det nordiske præg i musikken og, som der står i bogen ‘Klassisk musik for dummies’: “…noget ekstremt godt vodka.”
I anledning af hans fødselsdag har vi i musikafdelingen lavet en lille udstilling med et udvalg af Sibelius’ værker.
Ingen kommentarer »
En af de store kvindelige operasangere døde fredag d. 20. november 2009 i en alder af 82 år.

Det drejer sig om den svenske sopran Elisabeth Söderström.
Hun fik sin debut tilbage i 1947 på Drottningholm, hvor hun sang Bastiennes parti i Mozarts ‘Bastien und Bastienne’. Allerede året efter sang hun for første gang på Kungliga Teatern i Stockholm. Selvom hun i løbet af sin karriere nåede at gæsteoptræde på adskillige store operahuse rundt om i verden så som Metropolitan Opera House, Salzburger Festspiele og Glyndebourne var hun alligevel fast på Kungliga Teatern gennem hele sin karriere.
En af de ting Elisabeth Söderström var kendt for, var hendes indspilninger af operaer af den tjekkiske komponist Leos Janácek med den australske dirigent Sir Charles Mackerras. Disse indspilninger er alle udgivet på pladeselskabet Decca. Det var dog ikke kun operaer, hun kunne synge til perfektion. Sange og messer af komponister som Tjajkovskij, Richard Strauss og Beethoven har hun også medvirker i med kendte navne som Otto Klemperer og Vladimir Ashkenazy.
Fra 1991 til 1996 var hun leder af Drottningholm Festival Opera, der hvor hun debuterede tilbage i 1947. Sidste gang hun medvirkede i en opera var, da hun på Metropolitan Opera House i 1999 sang partiet som den gamle grevinde i Tjajkovskijs ‘Spader Dame’.
Ingen kommentarer »
Igen i år arrangerer organisterne ved Roskildes kirker en Bachuge. Musikken spiller fra d. 25. oktober til d. 1. november
Det er ikke kun orgelmusik, der er på programmet. Kantater, kammermusik, cello-suiterne, kormusik, hvor du selv medvirker … og andre spændende arrangementer.
 Bach kommer til byen.
Roskilde Bachuge 2009 - Program.
Ingen kommentarer »

Det var en meget stolt operachef Kasper Bech Holten, der tidligere her i 2009 modtog den pretigefyldte Classic FM Gramophone Award for hans og Det Kongelige Teaters DVD-indspilning af Richard Wagners værk ‘Nibelungens Ring’. I udlandet går Det Kongelige Teaters DVD-indspilning under navnet ‘The Copenhagen Ring’.
Allerede tilbage i april 2009 havde tidsskriftet Gramophone kåret den til månedens DVD med blandt andet følgende ord: ”Kan disse kunstnere, hvoraf kun et fåtal af dem er kendte udenfor Skandinavien, hamle op med konkurrencen fra seks internationale dvd-udgaver? Det kan de med sikkerhed.”.
Du kan her på musikbiblioteket låne hele ‘The Copenhagen Ring’. Om du så vil se den hele i ét stræk er op til dig selv. Så skal du så bare lige huske at afsætte 14-15 timer i kalenderen, slukke telefonen og computeren og bare læne dig tilbage i en god stol og smække benene op.
God tur ind i Nibelungens verden!
Ingen kommentarer »
|