De ser godt ud. Og så kan de lave god musik. Det første jeg kom i tanke om da jeg hørte dem, var Cocorosie og Fleetwood Mac tilsat lidt 80′er-retro-synht-pop. Men mine første tanker skal man aldrig stole på(jeg tænkte engang at jeg ville leve for evigt, men med tømmermænd og som offentligt ansat ved jeg det er løgn).
De to tvillinger er helt deres egne. Og så ser de godt ud. De ser dæleme godt ud.
The Pierces har været længe undervejs. Med en maler-mor og en musiker-far stod det i kortene at det var det kreative de skulle bruge deres liv på.
De debuterede i 2000 med Cd’en ‘The Pierces’, der ikke fik den store forkromede modtagelse. Men de jo også godt ud dengang, så de blev ved. I 2004 udkom ‘Light of the Moon’ der heller ikke gav nogen form for genlyd.
Det var først efter at de nedlagde projektet i 2008 at der kom fart over feltet. Deres tredie cd ‘Thirteen tales of love and revenge’ var udkommet året forinden. Dagen efter The Pierces blev splittet op, blev de kontaktet af bassisten fra Coldplay, Guy Berryman. Han synes deres tredie cd var ret god(og at de så godt ud), så han ville gerne have dem som support for Coldplay i Sydamerika.
Og resten er historie.
Det er ikke kun fordi de ser godt ud at de fortjener at blive anbefalet. De har også talent. Talent for pæne, halvmorbide og sexede sangtekster og fine (lidt for pæne?) melodier.
Det er de færreste der kan genkende navnet Mike Watt. Men ikke desto mindre gemmer der sig bag navnet en af de mest karateriske skikkelser inden for det califorinske punkmiljø.
Mike Watt har været med i et utal af bands hvor de mest kendte er Minutemen, fIREHOUSE og ikke mindst det gendannede Iggy Pop and the Stooges.
Watt spiller bas. Ikke videre virtuost eller elegant, men tight og råt. Det mest bemærkelsesværdige ved Mike Watt er den energi han lægger for dagen, på trods af at han er 52 år gammel. Det kan specielt høres i dette cover af Blue Öyster Cult nummeret “Burning for you”
Så sidder du i et lummert lydstudie i det sydlige Los Angeles og manger lidt rå energi i et nummer, er Watt manden man ringer efter. Det var det Iggy Pop gjorde da han gendannede the Stooges.
Sidst jeg oplevede Mike Watt var som opvarmning for Red hot chili peppers i Forum d. 9.dec 2006. Red Hot Chili Peppers er notorisk berømte for at vælge opvarmningsbands de selv kan lide, men som måske ikke ligefrem er publikums favoritter. Denne gang var ikke anderledes, da det var Mike Watts avantgarde band The Missingmen, der spillede improviseret jazzpunk inspireret af John Coltranes musik og den hollandske renæssancemaler Hieronymus Bosch. Utvivlsomt noget højragende i forhold til det meget unge og alkopopsstive publikum, hvor Rasmus Seebachs vandpytsdybe tekster er stor poesi. Det gik nok også hen over hovedet på de fleste at Red hot chili peppers guitaristen John Frusciante var inde og jamme med bandet et par gange.
Red hot chili peppers var på det jævne, men Missingmen var rigtig gode, og jeg venter i spænding på konceptpladen om Hieronymus Bosch som skulle være undervejs.
Her er Watt i en jam session med J Mascis fra Dinosaur Jr.
Så er efterårsprogrammet for Gimle klar. Det fejres med en gratis releasefest på fredag hvor man kan høre nye upcomming bands som Thee Attacks, IGNUG, Eumig & Chinon og DJ Rosa Lux. IGNUG har vi før skrevet om, så det kan man allerede glæde sig til. Men de andre er også spændende navne.
Mange af kunstnerne kan du allerede nu lytte til på Bibzoom, og læse anmeldelsen af Thee Attacks og IGNUGs koncerter på Pavillion scenen på årets roskilde festival: Thee Attacks IGNUG Eumig & chinon DJ Rosa Lux
De er blevet sammenlignet med Amy Whinehouse og Kurt Cobain. Ikke på grund af musikken, men på grund af at de tager stoffer (er der snart flere stoffer tilbage i denne verden??), og fordi de har aflyst en del koncerter.
Den amerikanske gruppe Wavves med den lade forsanger, Nathan Williams, har med deres støjende poppunk fået sig en stabil fanbase i hjemlandet og Europa.
De udgave deres debutalbum Wavves i 2008, og siden er det gået fremad. Eller tilbage, alt efter hvem du spørger. Under Barcelona Primavera Sound Festival i 2009, havde Nathan Williams taget en klog blanding af Ecstacy og Valium (se klippet nedenfor), og spillede en virkeligt dårlig koncert. Fy skamme!
I æddru tilstand er der dog noget over musikken. Alt er forvrænget, men de catchy melodier fornægter sig ikke. Sådan lyder ugideligt teenageri når det er bedst.
Cd 2, King of the Beach, udkommer i August. Og de spiller på The Gun Club, Amager Strandvej 110 imorgen. Hvis alt går vel.
SÅ går man her og er ved at smelte. Sommervarme er en herlig ting for mig at tænke på. Men at gennemleve den kan være en anden sag. Det eneste gode jeg kan sige om solen for øjeblikket er, at den bringer skygge. Og at den skinner på bands som islandske Fm Belfast.
De spillede på årets Roskilde Festival, og en kær veninde har sagt at de var gode. Mere gode. Superfestlige. Jeg har tjekket dem ud på Youtube. Og jeg er overbevist: endnu engang har fattige Island spyttet et styks originalt, skingrende skørt festoriginaleri ud. De spiller på Vega d.1 september. I kan møde mig derinde i skyggen.
Amadou & Mariam er et musikalsk ægtepar fra Mali. De mødtes i 1975 på Mali’s Bamako institut for blinde. Amadou (født Amadou Bagayoko i 1954) begyndte sin musikalske karriere i 1968 og i 1974 blev han medlem af det lokale band Les Ambassadeurs du Motel (som også havde Salif Kaita som medlem). Han kom til instituttet for blinde, efter at være blevet blind som teenager. Han kommende kone Mariam (født Mariam Doumbia i 1958) var allerede på instituttet efter at have blevet blind som fem årig). Hun studerede Braille og underviste i dans og musik. Med tiden fik parret en stor indflydelse på skolens kreative program, med Amadou der ledte en gruppe elever og Mariam som vokalist.
De giftede sig i 1980 og besluttede at de ville være et godt musikalsk team. I de næste fem år optrådte de i deres hjemland, Mali. Amadou høste stor ære og priser for sit soloarbejde. I 1985 turnerede de udenfor deres hjemland for første gang i Burkina Farso. I 1986 erkendte Amadou og Mariam at Mali ikke rigtig havde de tekniske faciliteter til en musikalsk karriere: der var f.eks. ikke nogen pladestudier. De flyttede til Elfenbenskysten hvor de begyndte at indspille og udsende deres musik på kassettebånd. I 1991 havde de udgivet 4 albums med deres musik og havde skabt nok opmærksomhed til at de blev inviteret til Paris for at optræde og indspille nye sange.
Men selv om deres arbejde i Paris aldrig er blevet udsendt fortsatte Amadou & Mariam og i 1998 udgav de deres første cd Sou Ni Tile. Fra 1998 til 2002 var de præsenterede på en række albums med afrikansk musik, og i 2002 udkom deres anden cd Wati. I 2003 indledte musikeren Manu Chao et samarbejde med duoen, som blev til albummet Dimance a Bamako. Albummet blev en stor succes, som ledte til turneer både i Afrika som i Europa.
I 2005 udsendte de et live album og en dvd og i 2007 blev de inviteret af Damon Albarn (fra Blur og Gorillaz) og hans Africa Express Project som bl.a. førte dem til en optræden på Glastenbury Festival.
De optrådte på Roskilde festivalen i 2009.
Du kan både låne albums med duoen på Roskilde bibliotekerne, men også downlåne fra www.bibzoom.dk - det er ganske gratis og helt lovligt.
“Im waiting for the man, twentysix dollars in my hand”
- Velvet Underground - ‘Im waiting for the man’ fra lp’en ‘The Velvet Underground & Nico’
Jeg er i Kathmandu i Nepal. Jeg står og venter på min ‘ven’, manden der kan skaffe alt. Jeg nøjes med at købe en klump hash i ny og næ. En dag venter jeg forgæves, og får senere at vide, at my man er fundet død på en losseplads.
1993
“I don’t know just where I’m going But I’m gonna try for the kingdom, if I can”Velvet Underground - ‘Heroine’ fra lp’en ‘The Velvet Underground & Nico’
Stadig i Nepal. Jeg er ude og trekke. 14 dage gennem bjerge, dale, skove og udtørrede floder. Jeg har min walkman med.
Kassettebånd!! ‘Båndsalat’ og ’side 1 og 2′.
Velvet Undergrounds ‘Heroine’ spiller jeg hver dag. At den handler om heroin spekulerer jeg ikke så meget på. Jeg er ung, og ved ikke rigtigt hvor jeg skal hen.
1998
“The animal dies with fear in his eyes with a gun Don’t touch him, don’t touch him stay away from him, he’s got a gun”
Lou Reed - ‘The Gun’ fra lp’en ‘Blue Mask’
Jeg er til koncert i Falconerteatret. Det er min første koncert med Lou Reed. Han har kæmpehår og ølvom. Og så ser han sur ud. Han vrisser af en tekniker der løber ind og retter på et kabel. Koncerten er lidt over middel, men nummeret “The gun” kryber ind under huden. Der er en rockerkrig igang, og flere mennesker er allerede gjort kolde.
2000
“They call you ecstasy, I can’t hold you down I can’t hold you up I feel like that car that I saw today, no radio No engine, no hood”
Lou Reed - ‘Ecstacy’ fra cden af samme navn.
Jeg er på roskilde festivalen. Søndag tidlig eftermiddag. Jeg er taget direkte fra et bryllup fra aftenen før. Jeg er stadig fuld. En lille dårlig samvittighed nager, for jeg opførte mig vidst ikke så pænt til det bryllup. Som forlover. Solen bager og aftenen før har ni unge mennesker mistet livet foran orange scene. Lou Reed spiller på samme scene, og koncerten er smuk….
2008
“In Berlin, by the wall you were five foot ten inches tall It was very nice candlelight and Dubonnet on ice” Lou Reed - ‘Berlin’. Fra Cden af samme navn.
Jeg er til koncert i det nye operahus. Jeg sidder blandt jakkesæt og balkjoler. Jeg føler mig gammel, og er det måske også. Rock’n'roll er jo et ungt dyr. Nede på scenen står en gråhåret herre og fægter med armene. Det er Lou Reed der er blevet gammel. Han er kommet for at spille alle sangene fra cden ‘Berlin’. Og han gør det, og vi lytter. I pausen er der ingen der rigtig ved hvad de skal snakke om. The Rock’n'roll animal er blevet sat i en glasmontre. Efter lang og tro tjeneste.
Lou Reed er ugens mand i musikken fordi jeg siger det, og fordi han har været en stor del af soundtracket til mit liv. Han er ugens mand i musikken fordi han altid har beholdt sin integritet i forholdet til en omverden, der altid vil have en bid af ham. Han er ugens mand i musikken fordi rockmusik ikke ville være det samme uden ham, og aldrig har været det samme med ham. Han er ugens mand i musikken fordi han burde være årets mand i musikken, og fordi jeg ikke vidste hvem jeg ellers skulle skrive om. Tak Lou
Hermed en lille personlig fortælling om Roskilde Festival 2010 der rundt omkring har fået hårde ord med på vejen for et for dårligt musikprogram og for mange strikse regler.
Men hensyn til musikken synes jeg selv programmet så lidt slapt ud, men jeg blev positivt overrasket, og blev endnu engang bekræftet i at de største oplevelser findes på de mindste scener.
Der var mange strikse regler i år, pant på pavilloner, ingen drikkevarer medbragt på pladsen, journalister skal betale for akkreditering osv.
Panten på pavilloner, var surt, og man skulle gå uendeligt langt for at få pengene retur. Men en lille reminder om at man skal rydde op efter sig. Ingen drikkevarer på pladsen, måtte komme da det også er sådan på andre festivaller, men husker da selv hvor fattig man var da man var yngre og drikkevarer var en væsentlig udgiftspost. At journalister skal betale er fair nok, med over 2000 journalister på et tidspunkt, lignede det mest af alt en sommerfest for folk med pressekort. Men ellers var jeg forbavset over hvor mange unge smukke mennesker der var på festivallen, jeg lignede mest af alt en vejrbidt og solskoldet fisker i alt for praktisk tøj…(gad vide hvor mange Converse sko der bliver slidt op på sådan en festival)
Hit:
Paramore
Letbenet punkrock, til at please. Herligt effektivt og dejligt show med publikum på scenen
Brother Ali
Albino Rap af højeste kaliber med hjerte og hjerne. Hip Hop skåret ind til benet.
Teddybears
En fest uden lige, de uhyggelige Bamser, bød på Hip hop, Punk og masser af dansevenlige numre
Mizzy Mizz Lizzy
Ikke lige min kop the, men jeg måtte overgive mig, og ikke bøje mig i støvet, men indånde støvet fra den hoppende folkemængde.
Kashmir
Et af mine yndlings bands som altid leverer, selvom han måske ikke ramte alle toner lige rent. Men de var tydeligt benovede over at spille på Orange, og gav masser af hits.
Pendulum
Rigtig ballademagermusik, man kunne gå amok til…som et tog lige i ansigtet, på den gode måde…
Kings of Convenience
Bedste koncert, indadvendt og kejtet og aldeles vidunderlig. To nørder med guitar og hjertesorger, så bliver det ikke bedre.
Jack Johnson
Perfekt soundtrack til en støvet og solrig søndag. Som dejlig sval hindbæris på en alt for varm dag.
Pavement
Slackerrockens ukronede konger, henslængt og fulde af spilleglæde.
Prince
Han tager stadig funken alt for seriøst, men er en uovertruffen entertainer og eminent sangskriver.
Shit: Alt det ellers dejlige overhypede indie rock som desværre ikke rigtig kom ud over scenen.
Muse, når man har set andre shows fra dem virkede det som endnu en dag på kontoret.
Patti Smith, jeg er nok ikke lige i målgruppen, men plejer ellers at være begejstret når rockkoryfærerne bliver luftet på Orange, men hun ramte dog ikke ind i hjertekulen. Ærgeligt.
Og så bebrejder jeg mig selv for at jeg ikke fik set mere verdensmusik, specielt balkanmusik, men det må blive næste år…
Men alt i alt en fed festival, al musik lyder bedre under skyfri himmel og badet i solskin. Og så lige et ægte roskilde moment på falderebet: Pige i toget på vej hjem: “Jeg synes lissom’ det var en rigtig god festival, selvom jeg ikke er så meget for live musik….”!?! Hvis en festival kan rumme en person, som egentlig ikke er meget for selve grundprincippet, må den gøre noget rigtigt.
- og det har den været i 37 år for ugens mand - Povl Dissing. Længe før han begyndte at spille sammen med Benny Andersen var Dissing kendt som ham der “gjorde grin med folk” og “ødelagde populære viser”. Sange som folk elskede at hade var bl.a. ”25 minutter endnu” (Shel Silverstein) og ” Ak nej mor, gi’ mig en hest mor”. Men Povl Dissing gjorde ikke grin med folk, han fortolkede bare sangene på sin måde.
En af mine bekendte sagde for mange år siden, da jeg spurgte om han kunne lide Povl Dissing: “Det er med ham som med lammesteg. Enten kan man li’ ham, eller også kan man ikke”. Der var ingen gylden middelvej - dengang. Nu er det noget helt andet. “Svantes lykkelige dag” er en af de mest spillede i Giro413, og Dissing er gået hen og blevet “folke-kær”
Povl Dissing har været aktiv i det danske musikmiljø siden midten af 50′erne. Han startede med at spille trompet i jazzbandet “Mandagsorkestret”. Siden gik han over til at spille blues- og folkemusik. Han har spillet med grupperne “Beefeaters” og “Burning Red Ivanhoe”, og sammen med Benny Holst og Peter Thorup. Sideløbende med sit mangeårige samarbejdet med Benny Andersen, spiller han også sammen sine sønner, Rasmus og Jonas i bandet : “Dissing, Dissing, Las og Dissing .”
Han har fortolket Michael Bellmann og H. C. Anderen med stor succes, og
lige nu er han aktuel med cd’en “That lucky old sun” hvor han er tilbage i jazzen og fortolker Louis Armstrong klassikere på sin helt egen måde.
Povl Dissing er ugens mand fordi han er Danmarks troubadur nr. 1.
Det er de færreste der kan genkende navnet Mike Watt. Men ikke desto mindre gemmer der sig bag navnet en af de mest karateriske skikkelser inden for det califorinske punkmiljø.
Hermed en lille personlig fortælling om Roskilde Festival 2010 der rundt omkring har fået hårde ord med på vejen for et for dårligt musikprogram og for mange strikse regler.
- og det har den været i 37 år for ugens mand - Povl Dissing. Længe før han begyndte at spille sammen med Benny Andersen var Dissing kendt som ham der “gjorde grin med folk” og “ødelagde populære viser”. Sange som folk elskede at hade var bl.a. ”25 minutter endnu” (Shel Silverstein) og ” Ak nej mor, gi’ mig en hest mor”. Men Povl Dissing gjorde ikke grin med folk, han fortolkede bare sangene på sin måde.
Indlæg (RSS)