The Pierces har været længe undervejs. Med en maler-mor og en musiker-far stod det i kortene at det var det kreative de skulle bruge deres liv på.
De debuterede i 2000 med Cd’en ‘The Pierces’, der ikke fik den store forkromede modtagelse. Men de jo også godt ud dengang, så de blev ved. I 2004 udkom ‘Light of the Moon’ der heller ikke gav nogen form for genlyd.
Det var først efter at de nedlagde projektet i 2008 at der kom fart over feltet. Deres tredie cd ‘Thirteen tales of love and revenge’ var udkommet året forinden. Dagen efter The Pierces blev splittet op, blev de kontaktet af bassisten fra  Coldplay, Guy Berryman. Han synes deres tredie cd var ret god(og at de så godt ud), så han ville gerne have dem som support for Coldplay i Sydamerika.
Og resten er historie.

Det er ikke kun fordi de ser godt ud at de fortjener at blive anbefalet. De har også talent. Talent for pæne, halvmorbide og sexede sangtekster og fine (lidt for pæne?) melodier.

Sidst jeg oplevede Mike Watt var som opvarmning for Red hot chili peppers i Forum d. 9.dec 2006. Red Hot Chili Peppers er notorisk berømte for at vælge opvarmningsbands de selv kan lide, men som måske ikke ligefrem er publikums favoritter. Denne gang var ikke anderledes, da det var Mike Watts avantgarde band The Missingmen, der spillede improviseret jazzpunk inspireret af John Coltranes musik og den hollandske renæssancemaler Hieronymus Bosch. Utvivlsomt noget højragende i forhold til det meget unge og alkopopsstive publikum, hvor Rasmus Seebachs vandpytsdybe tekster er stor poesi. Det gik nok også hen over hovedet på de fleste at Red hot chili peppers guitaristen John Frusciante var inde og jamme med bandet et par gange.
  Red hot chili peppers var på det jævne, men Missingmen var rigtig gode, og jeg venter i spænding på konceptpladen om Hieronymus Bosch som skulle være undervejs.

Her er Watt i en jam session med J Mascis fra Dinosaur Jr.

 Her kan du se hvad der ligger af Mike Watts musik på Bibzoom

Gimle

Så er efterårsprogrammet for Gimle klar. Det fejres med en gratis releasefest på fredag hvor man kan høre nye upcomming bands som Thee Attacks, IGNUG, Eumig & Chinon og DJ Rosa Lux.  IGNUG har vi før skrevet om, så det kan man allerede glæde sig til. Men de andre er også spændende navne.

Mange af kunstnerne kan du allerede nu lytte til på Bibzoom, og læse anmeldelsen af Thee Attacks og IGNUGs koncerter på Pavillion scenen på årets roskilde festival:
Thee Attacks
IGNUG
Eumig & chinon
DJ Rosa Lux
 

1. Identifikation af kunstner og det kunstneriske produkt.
2. Formidling af de kunstneriske ambitioner fra kunstner til lytter.
3. Ved genudsendelse af et album, at tjene som en salgsfremmende, identificerbart image forbundet med musikken.
(kilde: wikipedia)

Så langt så godt.

Vi har alle vores yndlingscovers, om vi vel det eller ej. Og her tænker jeg ikke blot på hvad vi synes er flot, men også de følelser der dukker frem ved synet af et cover. Synet af forsiden til gasolin’s “Efter endnu en dag” giver mig f.eks associationer til nogle usandsynligt fede uger i min storebrors lejlighed, engang i slutningen af 80′erne. (han skal helst ikke vide hvad der skete. Så: tys-tys. Han tror stadig jeg bare læste til eksamen)

Mit yndlingscover: gasolins 'Efter endnu en dag'

Nu kommer jeg til det egentlige formål med dette indlæg.
Jeg faldt over nedenstående pladecover på en tilfældig søgning på nettet. Billedet er jo fantastisk underligt.  Ikke nok med at der ligger race- og kønspolitiske over/undertoner i coveret, der er også et vist spil mellem dukkerne og det vi ikke får at se (bag kvindens hoved). Er det bare mig, eller har skaberen af det cover dyrket pinocchio lidt for intenst?

Hej børn! Nu fortæller far historien om Pinocchio.

 Hvis der er nogen der læser dette, og som kender til kunstneren, vil jeg gerne høre lidt om det.

Se flere mærkelige pladecovers på: thriftstoreart.com

De udgave deres debutalbum Wavves i 2008, og siden er det gået fremad. Eller tilbage, alt efter hvem du spørger. Under Barcelona Primavera Sound Festival i 2009, havde Nathan Williams taget en klog blanding af Ecstacy og Valium (se klippet nedenfor), og spillede en virkeligt dårlig koncert. Fy skamme!

I æddru tilstand er der dog noget over musikken. Alt er forvrænget, men de catchy melodier fornægter sig ikke. Sådan lyder ugideligt teenageri når det er bedst.

Cd 2, King of the Beach, udkommer i August. Og de spiller på The Gun Club, Amager Strandvej 110 imorgen. Hvis alt går vel.

De spillede på årets Roskilde Festival, og en kær veninde har sagt at de var gode. Mere gode. Superfestlige. Jeg har tjekket dem ud på Youtube. Og jeg er overbevist: endnu engang har fattige Island spyttet et styks originalt, skingrende skørt festoriginaleri ud. De spiller på Vega d.1 september. I kan møde mig derinde i skyggen.

Amadou & Mariam er et musikalsk ægtepar fra Mali. De mødtes i 1975 på Mali’s Bamako institut for blinde. Amadou (født Amadou Bagayoko i 1954) begyndte sin musikalske karriere i 1968 og i 1974 blev han medlem af det lokale band Les Ambassadeurs du Motel (som også havde Salif Kaita som medlem). Han kom til instituttet for blinde, efter at være blevet blind som teenager. Han kommende kone Mariam (født Mariam Doumbia i 1958) var allerede på instituttet efter at have blevet blind som fem årig). Hun studerede Braille og underviste i dans og musik. Med tiden fik parret en stor indflydelse på skolens kreative program, med Amadou der ledte en gruppe elever og Mariam som vokalist.

De giftede sig i 1980 og besluttede at de ville være et godt musikalsk team. I de næste fem år optrådte de i deres hjemland, Mali. Amadou høste stor ære og priser for sit soloarbejde. I 1985 turnerede de udenfor deres hjemland for første gang i Burkina Farso. I 1986 erkendte Amadou og Mariam at Mali ikke rigtig havde de tekniske faciliteter til en musikalsk karriere: der var f.eks. ikke nogen pladestudier. De flyttede til Elfenbenskysten hvor de begyndte at indspille og udsende deres musik på kassettebånd. I 1991 havde de udgivet 4 albums med deres musik og havde skabt nok opmærksomhed til at de blev inviteret til Paris for at optræde og indspille nye sange.

Men selv om deres arbejde i Paris aldrig er blevet udsendt fortsatte Amadou & Mariam og i 1998 udgav de deres første cd Sou Ni Tile. Fra 1998 til 2002 var de præsenterede på en række albums med afrikansk musik, og i 2002 udkom deres anden cd Wati. I 2003 indledte musikeren Manu Chao et samarbejde med duoen, som blev til albummet Dimance a Bamako. Albummet blev en stor succes, som ledte til turneer både i Afrika som i Europa.

I 2005 udsendte de et live album og en dvd og i 2007 blev de inviteret af Damon Albarn (fra Blur og Gorillaz) og hans Africa Express Project som bl.a. førte dem til en optræden på Glastenbury Festival.

De optrådte på Roskilde festivalen i 2009.

Du kan både låne albums med duoen på Roskilde bibliotekerne, men også downlåne fra www.bibzoom.dk - det er ganske gratis og helt lovligt.

“Im waiting for the man, twentysix dollars in my hand”
- Velvet Underground - ‘Im waiting for the man’ fra lp’en ‘The Velvet Underground & Nico’

Jeg er i Kathmandu i Nepal. Jeg står og venter på min ‘ven’, manden der kan skaffe alt. Jeg nøjes med at købe en klump hash i ny og næ. En dag venter jeg forgæves, og får senere at vide, at my man er fundet død på en losseplads.

1993

“I don’t know just where I’m going But I’m gonna try for the kingdom, if I can” Velvet Underground - ‘Heroine’ fra lp’en ‘The Velvet Underground & Nico’

Stadig i Nepal. Jeg er ude og trekke. 14 dage gennem bjerge, dale, skove og udtørrede floder. Jeg har min walkman med.
Kassettebånd!! ‘Båndsalat’ og ’side 1 og 2′.
Velvet Undergrounds ‘Heroine’ spiller jeg hver dag. At den handler om heroin spekulerer jeg ikke så meget på. Jeg er ung, og ved ikke rigtigt hvor jeg skal hen.

1998

“The animal dies with fear in his eyes with a gun Don’t touch him, don’t touch him stay away from him, he’s got a gun”
Lou Reed - ‘The Gun’ fra lp’en ‘Blue Mask’

Jeg er til koncert i Falconerteatret.  Det er min første koncert med Lou Reed. Han har kæmpehår og ølvom. Og så ser han sur ud. Han vrisser af en tekniker der løber ind og retter på et kabel. Koncerten er lidt over middel, men nummeret “The gun” kryber ind under huden. Der er en rockerkrig igang, og flere mennesker er allerede gjort kolde.

2000

“They call you ecstasy, I can’t hold you down I can’t hold you up I feel like that car that I saw today, no radio No engine, no hood”
Lou Reed - ‘Ecstacy’ fra cden af samme navn.

Jeg er på roskilde festivalen. Søndag tidlig eftermiddag. Jeg er taget direkte fra et bryllup fra aftenen før. Jeg er stadig fuld. En lille dårlig samvittighed nager, for jeg opførte mig vidst ikke så pænt til det bryllup. Som forlover. Solen bager og aftenen før har ni unge mennesker mistet livet foran orange scene. Lou Reed spiller på samme scene, og koncerten er smuk….

2008

“In Berlin, by the wall you were five foot ten inches tall It was very nice candlelight and Dubonnet on ice”
Lou Reed - ‘Berlin’. Fra Cden af samme navn.

 Jeg er til koncert i det nye operahus.  Jeg sidder blandt jakkesæt og balkjoler. Jeg føler mig gammel, og er det måske også. Rock’n'roll er jo et ungt dyr. Nede på scenen står en gråhåret herre og fægter med armene. Det er Lou Reed der er blevet gammel. Han er kommet for at spille alle sangene fra cden ‘Berlin’. Og han gør det, og vi lytter. I pausen er der ingen der rigtig ved hvad de skal snakke om. The Rock’n'roll animal er blevet sat i en glasmontre. Efter lang og tro tjeneste.

Lou Reed er ugens mand i musikken fordi jeg siger det, og fordi han har været en stor del af soundtracket til mit liv. Han er ugens mand i musikken fordi han altid har beholdt sin integritet i forholdet til en omverden, der altid vil have en bid af ham. Han er ugens mand i musikken fordi rockmusik ikke ville være det samme uden ham, og aldrig har været det samme med ham. Han er ugens mand i musikken fordi han burde være årets mand i musikken, og fordi jeg ikke vidste hvem jeg ellers skulle skrive om. Tak Lou   

Hit:
Paramore
Letbenet punkrock, til at please. Herligt effektivt og dejligt show med publikum på scenen

Brother Ali
Albino Rap af højeste kaliber med hjerte og hjerne. Hip Hop skåret ind til benet.

Teddybears
En fest uden lige, de uhyggelige Bamser, bød på Hip hop, Punk og masser af dansevenlige numre

Mizzy Mizz Lizzy
Ikke lige min kop the, men jeg måtte overgive mig, og ikke bøje mig i støvet, men indånde støvet fra den hoppende folkemængde.

Kashmir
Et af mine yndlings bands som altid leverer, selvom han måske ikke ramte alle toner lige rent. Men de var tydeligt benovede over at spille på Orange, og gav masser af hits.

Pendulum
Rigtig ballademagermusik, man kunne gå amok til…som et tog lige i ansigtet, på den gode måde…

Kings of Convenience
Bedste koncert, indadvendt og kejtet og aldeles vidunderlig. To nørder med guitar og hjertesorger, så bliver det ikke bedre.

Jack Johnson
Perfekt soundtrack til en støvet og solrig søndag. Som dejlig sval hindbæris på en alt for varm dag.

Pavement
Slackerrockens ukronede konger, henslængt og fulde af spilleglæde.

Prince
Han tager stadig funken alt for seriøst, men er en uovertruffen entertainer og eminent sangskriver.

Shit: Alt det ellers dejlige overhypede indie rock som desværre ikke rigtig kom ud over scenen.
Muse, når man har set andre shows fra dem virkede det som endnu en dag på kontoret.
Patti Smith, jeg er nok ikke lige i målgruppen, men plejer ellers at være begejstret når rockkoryfærerne bliver luftet på Orange, men hun ramte dog  ikke ind i hjertekulen. Ærgeligt.
Og så bebrejder jeg mig selv for at jeg ikke fik set mere verdensmusik, specielt balkanmusik, men det må blive næste år…

Men alt i alt en fed festival, al musik lyder bedre under skyfri himmel og badet i solskin.  Og så lige et ægte roskilde moment på falderebet: Pige i toget på vej hjem: “Jeg synes lissom’ det var en rigtig god festival, selvom jeg ikke er så meget for live musik….”!?! Hvis en festival kan rumme en person, som egentlig ikke er meget for selve grundprincippet, må den gøre noget rigtigt.

Roskilde Festivalen var især i begyndelsen af 00′erne præget af dødsulykken foran Orange scene under Pearl Jams koncert fredag d. 30. juni 2000. Ni mennesker omkom, festivalen mistede sin uskyld og har siden gjort en ihærdig indsats for at forstærke sikkerheden.

00′erne bragte også massiv regn. 2001 var wet wet wet og begrebet “smatten” blev for alvor et fænomen i 2007, hvor nedbørsrekorden allerede blev slået om torsdagen på hovedfestivalens første dag! Var selv tilstede, hørte Björk på Orange Scene sent torsdag aften og har siden hen konkluderet, at der ikke findes 100% vandtæt regntøj…

Apropos Björk, så gæstede hun allerede festivalen i 2003 og spillede en anmelderrost koncert samme år hvor Metallica også gav den max på Dyrskuepladsen. Nick Cave vendte tilbage flere gange både med The Bad Seeds og Grinderman; Pet Shop Boys ligeså, hip hop gjorde for alvor sit indtog på festivalen gennem årtiet og Trentemøller omdannede for første gang Orange til en sydende natklub torsdag nat i 2009. 00′erne blev også årtiet hvor Festivalen introducerede Campingscenen (nu Pavilion Jr.), hvor div. upcoming bands siden hen har spillet varm-up-koncerter i dagene op til hovedfestivalen. Mange, i dag prominente navne, har trådt deres spæde koncertsko på scenen fx Nephew og When Saints Go Machine som skal åbne Orange i år.

Et kig på udvalgte plakater og facts i 00′erne:

2000: 102.00o besøgende. Billetpris: 860 kr.
Hovednavne:  Lou Reed, Pearl Jam, Iron Maiden og Pet  Shop Boys

2001: 92.00 besøgende. Billetpris: 860 kr
Hovednavne: Garbage, Robbie Williams, Bob Dylan, og  Nive Cave & The Bad Seeds og Sort Sol

2002: 100.000 besøgende. Billetpris: 950 kr.
Hovednavne: Red Hot Chilli Peppers, Rammstein, Pet  Shop Boys og C.V. Jørgensen

2003: 107.000 besøgende. Billetpris: 1150 kr.
Hovednavne: Björk, Metallica, Coldplay, Blur, Iron Maiden og Kashmir

2004: 106.000 besøgende. Billetpris: 1150 kr.
Hovednavne: Santana, Morrissey, Wu-Tang Klan, Iggy Pop og Saybia

2005: 97.000 besøgende. Billetpris: 1150 kr.
Hovednavne: Black Sabbath, Green Day, Duran Duran, Foo Fighters, Brian Wilson og Junior Senior

2006: 110.000 besøgende. Billetpris: 1350 kr.
Hovednavne: Bob Dylan, Guns N’ Roses, Morrissey, Tool, Kanye  West, Roger Waters og Under Byen

2007: 110.00 besøgende. Billetpris: 1475 kr.
Hovednavne: Red Hot Chilli Peppers, The Who, Muse, Björk, Beastie Boys og Nephew

2008: 93.000 besøgende. Billetpris: 1650 kr.
Hovednavne: Radiohead, Slayer, Neil Young, Jay-Z, Kings of  Leon, Grinderman, Veto og L.O.C.

2009: 110.000 besøgende. Billetpris: 1785 kr.
Hovednavne: Coldplay, Oasis, Nick Cave And The Bad Seeds, Pet Shop Boys, Kanye West, Malk de Koijn og Trentemøller.

Således nåede vi frem til årets festival - vi ses til Gorilaz, Prince, Robyn, Tinariwen, C.V. Jørgensen og mange flere! Og fordriv fx ventetiden med Musikbibliotek.dk’s Musik.mag med fokus på Roskilde Festivalen.